Anders Lund Madsen

Anders Lund Madsen
Foto: Anja Ekstrøm

Længe leve det at være bange!

Anders Lund Madsen ved om nogen, hvad det vil sige at lide af en stort set usynlig og lidet præstigefyldt sygdom. Som barn led han af en form for børneepilepsi, som gjorde, at han fik absencer og faktisk var meget bange! Han var i den forbindelse indlagt en længere periode på børneafdelingen på det gamle Rigshospital. Kongen af afdelingen var Per fra Hanstholm, som kunne prale af at være blevet kørt over af en Ferguson-traktor, der havde efterladt et aftryk af skriften: Good Year i form af blodudtrækninger på hans inderlår. Et så håndgribeligt bevis på sygdom kunne Anders på ingen måde prale af. Der var ikke megen prestige i absencerne, og når de endelig var der, så var han der ikke selv.

Som barn frygtede Anders Lund Madsen også bakterier og giftstoffer. Han havde det dårligt med at røre ved dørhåndtag og andre steder, hvor farlige bakterier florerede. Han fortæller om en episode i 1. klasse, hvor han i en rytmiktime i en blanding af held og uheld kom til at berøre Birgits plisserede nederdel med munden, da han skulle efter hende gennem et tøndebånd. Han turde ikke synke mundvandet, som i løbet af timen hobede sig op. Til sidst forsøgte han at løbe ud på toilettet, men læreren ville vide, hvad han skulle… og han kunne jo ikke … og så endte mundvandet som et vandfald ned over Malene og Pia. Episoden bidrog ikke til hans popularitet.

Da Anders ved en fejl kom ind på journalisthøjskolen, oplevede han den største angst. En del af undervisningen gik ud på at ringe til andre mennesker, og det kunne han ikke li’. Ifølge ham selv var det ikke socialfobi, han kunne bare ikke li’ det. Et grænseområde. Bedre blev det ikke, da han kom i praktik på Ekstrabladet og fortsat skulle ringe til folk, som ikke ville ha’ at man ringede til dem. En dag blev han sat til at dække en historie, der krævede, at han ringede til en mor i Høng, hvis søn var blevet – nå ja, det er måske, som Anders selv sagde, ikke nogen passende historie i Angstforeningens regi – så lad os nøjes med at koge det ned til, at det var en meget ulykkelig historie med en meget ulykkelig mor. Anders overvandt sig selv og ringede til hende. De talte en time, og så ville hun ikke have, at artiklen blev trykt i bladet. Anders blev meget upopulær på Ekstrabladet, da han kom tilbage og fortalte, at artiklen ikke skulle trykkes. Faktisk så upopulær at han ikke fik flere opgaver, hvor han skulle ringe til folk, og i stedet sad han og kedede sig. Men hele episoden, hvor han overvandt sig selv og ovenikøbet fortalte bladet, at artiklen ikke skulle trykkes, gjorde, at han kom over angsten og nu ikke længere er bange for noget som helst.

Anders Lund Madsen var beæret over titlen som ambassadør for Angstforeningen og tydeligt stolt over at være den hidtil eneste ambassadør. Han indrømmede ved indsættelsen på Angstforeningens 10-års fødselsdag den 7. juni 2001, at han længe havde ærgret sig over, at hans bror, Peter Lund Madsen, cand.med., var ambassadør for OCD-foreningen og det til trods for, at han selv var ambassadør for Naturfredningsforeningen.

Hvis man er syg, skal man også have respekt om det, ellers er det dobbelt, siger Anders.

Skrevet af Marie Särs Andersen, daglig leder i Angstforeningen

Anders Lund Madsens tale i forbindelse med udnævnelsen til ambassadør ved Angstforeningens 10-års fødselsdag 7. juni 2011
youtube.com/watch?v=UkNqkbZktRc

 

"Han fortæller om en episode i 1. klasse, hvor han i en rytmiktime i en blanding af held og uheld kom til at berøre Birgits plisserede nederdel med munden, da han skulle efter hende gennem et tøndebånd. Han turde ikke synke mundvandet, som i løbet af timen hobede sig op."