Mere tid til bekymring, afbrudte behandlingsforløb og manglende tryghed og kram har forværret angsten.
Af Marie Särs Andersen, daglig leder i Angstforeningen
Angstforeningen har foretaget en spørgeskemaundersøgelse for at få større indblik i, hvordan coronakrisen har påvirket vores målgruppe. I alt 69 personer, heraf ni mænd og 60 kvinder i alderen 15 – 69 år, har afgivet deres besvarelser i perioden 7. april – 12. maj 2020.
Alle danskere fik vendt op og ned på deres dagligdag, da samfundet lukkede ned den 12. marts pga. coronakrisen. For nogle har de praktiske ændringer betydet isolation alene i hjemmet med eller uden hjemmearbejde.For andre har de betydet, at hele familier har skullet få en hverdag til at fungere under samme tag med arbejde, børnepasning og skolegang. Mange mennesker, der i forvejen har angst, har oplevet, at ændringerne har forværret angsten.
Vi mennesker er sociale væsener, der er afhængige af hinanden både fysisk og psykisk. Den reducerede sociale kontakt under coronakrisen har især været hård ved dem, der i forvejen er sårbare. De savner trygheden i krammene fra deres kære og oplever ensomhed,tristhed, depressive tanker og alt for megen tid til bekymring. Det betyder øget angst, flere katastrofetanker og flere egentlige angstanfald. ”Når hverdagen ikke optager mig, er der for meget tid til at spekulere og ”føle efter, hvordan jeg lige har det”, som en af respondenterne udtrykker det. En anden skriver: ”Jeg savner trygheden i at kunne kramme og ses med min familie og venner, når jeg har lyst”.
For nogle betyder krisesituationen, at de føler sig handlingslammede, forsøger at sove det hele væk eller tyr til alkohol og medicin. Langt de fleste respondenter forsøger dog at bevare modet og skubbe angsten og bekymringerne væk ved at tænke positivt, sætte struktur på hverdagen, gøre rent, gå ture, nyde haven eller naturen, se tv, meditere, facetime,spille eller lytte til musik, læse, bageeller på anden vis være kreative. Nogle nævner også, at de undlader at se nyheder og læse aviser for at begrænse angsten.
Det er helt naturligt, at en global krisesituation, som den vi har stået i de sidste måneder, skaber angst og utryghed for alle mennesker. Men har man i forvejen en angstlidelse, rammes de fleste ekstra hårdt.Det gælder ikke mindst mennesker med helbredsangst. Den megen fokus på en helt reel risiko for sygdom puster til angsten, så de berørte oplever en tydelig forværring. De er både bange for selv at blive syge, for at smitte andre og for, at deres kære skal blive syge: ”Jeg har fået et ordentligt setback i forhold til angsten for offentlig transport, bakterier, helbred og fremtiden.”
Det er samtidig et paradoks, at mange via deres angstbehandling lærer, at de skal slappe lidt mere af i forhold til bakterier og fx ikke overdrive håndvask. Og nu står vi i en situation, hvor vi alle hele tiden får at vide, hvor vigtigt det er, at vi både spritter af og vasker hænder. Det kan være meget svært at finde en fornuftig balance.
Mens den aktuelle situation i sig selv er belastende, er presset øget yderligere for dem, der som følge af omstændighederne har måttet afbryde deres behandling. Der tegner sig et tydeligt billede af, at dettehar forværret respondenternes angst, hvilket bl.a. kommer til udtryk i kommentarer som: ”Det gør det jo bare mere uudholdeligt at have angst”, ”... var ’rask’, men nu er det blusset op igen”, ”jeg har fået flere angstanfald” og ”… det har gjort, at jeg er i en af mine største kriser med angst lige nu”.
En del nævner, at de i stedet for de fysiske konsultationer har talt med deres behandler over web eller telefon. Nogle er glade for denne mulighed, men en del oplever, at de ikke har haft samme udbytte som ved de fysiske fremmøder. En skriver fx: ”Min gruppeterapi blev aflyst og lavet til et online kursus, hvilket slet ikke var det samme. Jeg savner virkelig kontakten med andre mennesker, især nogle som forstår mig og måske har prøvet det samme. Min angst er desværre begyndt at fylde lidt igen, men nu hvor terapi er åbnet igen, beroliger det mig”.
En del af angstbehandlingen består, som mange sikkert ved, af adfærdstræning, hvor man i små bidder møder det, man er angst for: handle, køre i bus eller tog, spise i kantinen eller hos familie eller venner osv. Men selv om nogle har kunnet fortsætte deres behandling over web eller telefon, har netop adfærdstræningen i flere tilfælde været umuliggjort, hvilket absolut heller ikke har bidraget til bedring:”Jeg kan ikke øve mig i at komme ud, og så bliver angsten gradvist værre, faktisk!”
Helt galt er det gået for dem, som i forvejen har angst for at tale i telefon. ”Jeg er angst for at snakke i telefon, og al behandling er via tlf. ... det betyder, at jeg er kommet en del tilbage igen ift. at modarbejde angsten” og ”behandlingen foregår over telefon i stedet for at møde op og synes angsten bliver værre”.
Mens de fleste respondenter har oplevet en forværring af angsten, har en mindre del oplevet nedlukningen af samfundet som en umiddelbar lettelse. De har arbejdet eller studeret hjemmefra, de er ikke blevet inviteret ud, de er sluppet for at tage bus eller tog. Det er ovenikøbet blevet normalt at handle dagligvarer online. Det betyder, at de i høj grad har kunnet putte sig i trygheden i deres eget hjem uden at skulle forholde sig til særligt mange andre mennesker. De er med andre ord sluppet for de fleste af de situationer og begivenheder, der normalt trigger deres angst.
Og mens nogle har lidt under at være isoleret, og andre er blevet stressede over at have familien omkring sig hele dagen og gå glip af deres alenetid, så er der også dem, som har nydt trygheden i at have de nærmeste tæt omkring sig hele tiden. ”Jeg ved, hvor heldig jeg er, at jeg har min familie herhjemme, så jeg ikke bliver ensom og alene”.
Endelig har nedlukningen for nogle betydet, at de ikke har følt sig så anderledes:”Føler mig lidt mere som en del af befolkningen, da der er mange, der nu oplever at være isoleret hjemme. Normalt føler jeg mig mere anderledes over at gå hjemme”. En anden respondent nævner, at hun nyder, at introvert nu er det nye sort.
Faren er dog, at efterhånden som samfundet lukker op igen, så stiger presset for dem, der i en kort periode har følt lettelse og glædet sig over den ’ufrivillige undvigeadfærd’. For dem risikerer angsten at komme forstærket tilbage. For jo mere man undgår det, man er angst for, jo mere bekræfter man sig selv i, at deter farligt,og jo værre bliver angsten. Det kan derfor blive hårdt arbejde for mange, når de igen skal ud i samfundet og se angsten i øjnene.
Det er ikke alle, der er enige i, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. I hvert fald har ca. en fjerdedel af respondenterne svaret tydeligt, at de ikke har fået noget godt ud af krisen.
En del mener dog at have fået øje på noget positivt. Nogle nævner fx, at de er blevet opmærksomme på de mere varige værdier som betydningen af kvalitetstid sammen med familien, betydningen af naturen og af at leve i nuet: ”Masser af kvalitetstid med mine børn, hvor der ikke ’er plads til’ angstsymptomer. Jeg er derimod nødt til at være tilstede med dem og lærer i højere grad at aflede tankerne”.
Andre har lagt mærke til, hvordan mennesker er blevet mere nærværende og bedre til at hjælpe hinanden. Egoismen er mindsket og empatien vokset; værdier vi forhåbentlig kan holde fast i, når krisen en dag er ovre.
En enkelt nævner desuden, at klimaet har fået det bedre, og en anden er glad for at have fået en fin tan af at sidde på altanen i pauserne. Alt tæller!
Vi mennesker reagerer meget forskelligt, når vi står i krisesituationer. Nogle mister modet, mens andre oplever, at de bliver stærkere. Detteafspejles også i de svar, vi har modtaget fra undersøgelsens respondenter.
Nogle er blevet meget bekymrede for fremtiden, som pga. coronakrisen er blevet mere utryg. Man er bange for, hvordan det hele kommer til at forme sig, og for, om det kan ske igen. Bekymringerne går også på, om det varer meget længe, før der kommer en vaccine, og på, hvad der sker med det sociale sikkerhedsnet, som vi danskere er så vant til at kunne falde tilbage på: ”Jeg er nervøs for, at man igen vælger at skære i velfærden og det sociale sikkerhedsnet, når regningen for krisen skal betales.”
Også på det mere personlige plan udtrykker nogle af respondenterne meget triste og depressive tanker: angst for at vennerne ikke vil være der efter krisen, for at de altid skal være alene og ensomme og for, at uroen i kroppen vil vare ved meget længe. Der er kommentarer som: ”Ser mig selv som mindre attraktiv”,”… føler mig intet værd og er lukket i og tænker, at det ikke bliver godt igen…” og ”Jeg troede, jeg var stærkere psykisk”.
Andre har fået øjnene op for, at det er nu, der skal ske noget: ”Jeg skal hanke op i mig selv” og ”Jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan stress påvirker mine forskellige angsttyper. Hvilket har fået mig til at tænke over, hvor vigtigt det er, at jeg fremadrettet arbejder med at sænke stressniveauet”.
Dem, der oplever, at krisen har gjort dem stærkere eller har givet dem mere mod på at kæmpe, skriver bl.a.: ”Jeg står stærkere ift. min helbredsangst. Når jeg kan klare en coronakrise, så kan jeg klare meget”, ”Mere opsat på at komme af med angsten”, ”Ja - tror måske jeg bliver mere modig på den anden side af det her”.
Endelig har en del af respondenterne gjort sig mere filosofiske overvejelser: ”Selvom min angst fortsat er der, har jeg formået at overbevise mig selv om, at jeg skal nyde det liv, jeg har, da jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer”, ”Man skal skrue tempoet ned, fokusere mere på at være lykkelig og leve i nuet” og ”… jeg tror, vi kommer ud af krisen som bedre mennesker i en mindre materiel/ego verden”.
Vi har fået mange henvendelser fra journalister, som bl.a. har spurgt, om vi i Angstforeningen regner med, at der vil komme en opblussen af angstlidelser, når krisen er overstået. Som det fremgår af respondenternes besvarelser samt baseret på kontakten til vores målgruppe i øvrigt, må vi konstatere, at der allerede er sket en opblussen, i hvert fald blandt dem som allerede har angst. Om krisen også har skubbet nogle mennesker, der ikke tidligere har været diagnosticeret med en angstlidelse, ud over kanten, er dog slet ikke usandsynligt.
Vi har spurgt vores målgruppe, hvad de har brug for, at vi gør for dem lige nu og på langt sigt. De svar, som går igen, handler primært om behovet for nogle at tale og dele med samt adgang til behandling. Som forening vil vi derfor fortsætte med at tilbyde telefonrådgivning og samle folk i selvhjælpsgrupper, hvor deltagerne kan støtte hinanden enten i den virkelige verden eller på web, når andet ikke ermuligt. Vi vil desuden (fortsætte med at) gøre politikerne opmærksomme på behovet for behandling og bede dem finde løsninger for de mange, der tabes mellem to stole, fordi de (endnu) ikke er syge nok til et tilbud i offentligt regi, eller fordi de ikke har mulighed for at betale for psykologhjælp trods henvisning med tilskud. Coronasituationen har vist, hvor hurtigt det går ned ad bakke, når mennesker, der har behov for behandling, ikke får den.
Det er så let at slynge floskler ud om at bevare optimismen, se på de lyse sider og tro på, at det hele nok skal gå. Det skal det forhåbentlig også, men her og nu er der brug for nogle mere konkrete og håndgribelige råd, og et af de bedste, som gælder os alle, er at begrænse den tid, vi bruger på bekymringer. Bekymringer giver os ikke kontrol og løser ikke problemer. De giver bare mere angst og ødelægger den tid, vi kunne have brugt på noget bedre. Heldigvis er bekymringer ikke medfødte, de er tillærte tankemønstre, som kan aflæres. Du kan evt. hente lidt inspiration i værktøjskassen her i bladet. Vil du vide endnu mere, kan du fx læse Pia Callesens bog ”Lev Livet – Slip angsten” eller Carsten Juuls ”Stress dig sund” (jf. anmeldelser i AngstAvisen 65 og 67). Begge bøger tager udgangspunkt i metakognitiv terapi. Er en bog ikke nok, findes der behandlere, som arbejder med metoden (mct-institute.dk/).
”Det betaler sig ikke at bekymre sig og prøve at være på forkant, for verden er uforudsigelig”.
