Af Tue Hansen
Jeg hedder Tue, er 47 år og har stomi. Jeg er single og bor i et rækkehus sammen med katten Fiona i en forstad til København. Til dagligt arbejder jeg som IT-supporter i et lille firma i Taastrup. I min fritid cykler jeg, spiller badminton, spiller computerspil og ser tv-serier.
Det hele startede i november 2016.Jeg havde sagt op på mit arbejde. Der havde været en del konflikter mellem mig, min nærmeste kollega og vores chef. Jeg følte mig mobbet og chikaneret af begge, så jeg fandt et andet job, hvor jeg skulle starte 1. december 2016. På det gamle job havde vi lige afsluttet et stort projekt. Det var gået godt, men jeg følte mig ret tyndslidt både fysisk og psykisk. Min far døde så lidt uventet i starten af november 2016. Det blev den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Det blev bare for meget. Kunne ikke forholde mig til mere, kunne ikke overskue både at skulle hjælpe mor, forholde mig til min fars død og starte på nyt arbejde.
Men the show must go on, så jeg prøvede at hjælpe mor og starte på det nye job. Jeg begyndte at få nogle anfald, hvor jeg var ret overbevist om, at lige om lidt ville jeg dø på grund af en hjerneblødning eller bare forbløde. Det startede som regel med, at jeg begyndte at ryste i hele kroppen og mærkede, at det spændte omkring mit kranie og/eller min brystkasse. Nogle gange føltes det, som om der stod en på min brystkasse. Så begyndte tankerne at løbe løbsk, og jeg mistede den rationelle del af mig selv. Jeg følte mig som et lille barn, der bare var bange og havde brug for en voksen til at tage vare på mig.
Jeg havde fået nogle beroligende piller af min læge, så det blev løsningen i starten på at falde til ro igen. Nogle gange ringede jeg efter en ven, som bor nærheden, som så måtte komme og prøve at berolige mig.
Anfaldene kom hyppigere og hyppigere. Symptomerne ændrede sig lidt, jeg fik en uro i kroppen; specielt i maven, armene og benene. Jeg begyndte at få vejrtrækningsproblemer og følte det, som om jeg var ved at blive kvalt.
Efter et par måneder med hyppige angstanfald og en del sygedage, blev jeg langtidssygemeldt. Jeg mistede mit job og mistede også min lønsikring, to dage før karensperioden udløb. Jeg måtte flytte hjem til min mor, da jeg ikke kunne klare at være alene. Det føltes, som om et højhus væltede ned over mig. Jeg var ret bitter, vred og havde bare lyst til at hoppe i havnen. Følte, at alt, hvad jeg havde kæmpet for, var mistet.
Da jeg godt kunne mærke, at jeg var på vej ned med flaget, fik jeg en henvisning fra min læge til en psykolog. I december 2016 startede jeg hos en psykolog, som nogle år tidligere havde hjulpet mig med selvværdsproblemer og de udfordringer, der var med en kronisk tarmsygdom. Sygesikringen betalte 2/3-dele, og jeg skulle selv betale 1/3 (ca. 350 kr. pr gang). Jeg kom med et helt klart formål: at få styr på angsten, så jeg kunne beholde mit job.
Psykologen mente ikke, det var så slemt, og havde mere fokus på, at jeg havde en misbrugsstruktur, da jeg tidligere havde dulmet følelser med alkohol og mad. Hun fik mig overbevist om, at jeg var afhængig og i et misbrug af de beroligende piller. Jeg havde taget ca. 30 ud over en måneds tid, og min læge havde sagt, at jeg bare kunne stoppe. Men hvem skulle jeg tro på? Så jeg fik en 30 styks pakke mere og gik på nedtrapning. Det føltes forkert, så jeg ringede til misbrugslinjen og snakkede med dem. De sagde også, at der skulle meget mere til, før der var tale om afhængighed og misbrug. Men jeg stoppede med at tage de beroligende piller og havde ingen trang til flere efterfølgende.
Så begyndte psykologen på, at hver gang jeg havde et problem, så flygtede jeg hjem til mor. Hvor pokker kom det fra?!? Jeg har altid klaret mig selv og havde ikke andre muligheder i den situation.Jeg følte migpå ingen måde set, hørt eller forstået. Min mor sagde også, at jeg virkede mere nedtrykt, hver gang jeg havde været hos psykologen. Det havde hun ret i, og jeg følte,at jeg blev påduttet problemer, jeg ikke havde. På det tidspunkt havde jeg mistet tilliden til og respekten for psykologen, og stoppede derfor.
Min læge havde ordineret noget antidepressivmedicin, som både skulle virke mod angst og depression. Der ville dog gå ca. seks uger, før jeg ville kunne mærke en effekt. Ret tidligt fik jeg det skidt af bivirkningerne. Følte det knirkede i hovedet, og blev ret svimmel. Jeg klagede over bivirkningerne, men han mente, jeg skulle vænne mig til det. Jeg fortalte om bivirkningerne på apoteket og til andre, der have været på antidepressiver. Alle sagde, det var ret tydeligt, at jeg ikke kunne tåle det præparat. Det var også den fornemmelse, jeg selv havde. Efter flere konsultationer hos min læge, fik jeg ham endelig overtalt til, at jeg skulle prøve et andet præparat. Det fik jeg så, og bivirkningerne var lettere at holde ud (mundtørhed, ingen sexlyst, svimmelhed m.m.).
Da jeg ikke følte mig forstået hos min læge, bad jeg om at få en henvisning til en psykiater. Efter et par måneders ventetid kom jeg endelig til en konsultation. Psykiateren stillede fem spørgsmål og gav mig diagnosen panikangst. Udover antidepressiv medicin, som jeg allerede var på, skulle jeg også have noget mod akut angst. Han havde kun 10 minutter til hver patient, så jeg følte, det bare handlede om at hælde nogle piller i mig, og så var det ud igen. Jeg sagde til ham, at jeg havde brug for at snakke om, hvordan jeg havde det, ikke kun om medicinordinering. Dertil svarede han, at det havde han ikketid til. Han foreslog en psykolog.
Der var ikke mange, der forstod, hvad der foregik, eller hvordan jeg havde det. De kunne godt se, at jeg havde det skidt. Min mor og et par venner forsøgte at hjælpe. Men ingen havde nogen erfaring med angst, så de anede ikke, hvad de skulle gøre. Jeg oplevede, at nogle holdt sig på afstand, og jeg kunne heller ikke overskue at være sammen med andre. Det var ret stressende, når der var andre end mor og mig. Da jeg havde det værst, måtte jeg enten gå en tur eller lukke mig inde på mit værelse for at finde lidt ro, når der kom besøgende.
Paradoksalt nok var jobcenteret faktisk det første sted, hvor jeg følte mig set, hørt og forstået. Det var faktisk også først her, jeg hørte om andre behandlingstilbud. Jeg blev sendt til udredning hos min læge, da jobcentret skulle vide, hvad jeg fejlede, og hvad min prognose var for at komme i arbejde igen. Min læge havde ingen forslag udover medicin og evt. psykolog. Det var jobcentret ikke tilfredse med, så jeg blev sendt til udredning hos en psykiater. Jobcentret gav mig nogle forskellige brochurer på behandlingstilbud, som jeg skulle kikke på og overveje.
Udredningen tog næsten to timer. Psykiateren stillede diagnoserne svær panikangst og en svag depression. Hun mente, der var ret gode muligheder for at komme i arbejde igen, og jeg kunne blive angstfri. De depressive tendenser havde været der i mange år, dem måtte jeg nok lære at leve med.
Et af de råd, jeg fik med fra udredningen, var at sætte nogle overskuelige mål i hverdagen og tage små skridt ad gangen.
Den efterfølgende gang på jobcentret gennemgik sagsbehandleren udredningen og spurgte, om jeg havde set på de behandlingstilbud, hun havde givet mig. Det havde jeg. Der var specielt et seksugers forløb sammen med andre angstramte. Det foregik hos et firma i Glostrup, som jobcentret havde et samarbejde med. Kurset var betalt af jobcentret. Her ville man få undervisning i, hvad angst var, noget afstressende yoga samt nogle samtaler med en terapeut. Jeg havde også læst lidt om Angstforeningen på nettet og hørt om noget pakkeforløb i Psykiatrien. Sagsbehandleren anbefalede, at jeg tog en ting afgangen, og vi blev enige om, at jeg skulle starte i slutningen af juni på seksugers-forløbet. Derefter skulle vi evaluere, hvad næste skridt skulle være.
Der var gået en tremåneders tid, medicinen var begyndt at virke. Rådet om små skridt og overskuelige mål havde jeg taget til mig. Hver dag gik jeg flere korte ture, lavede noget havearbejde, tog med på indkøb og var social, hvis der kom gæster. Det virkede fint, og jeg begyndte også at tage nogle ture frem og tilbage mellem min mors og min egen bopæl. Det gik godt, og jeg skulle til at være noget mere i min egen lejlighed og starte på seksugers-forløbet. Men ak, i juni 2017 fik jeg stomibrok (tarmslyng) og måtte indlægges akut og opereres. Tidligere samme dag var jeg ellers blevet tilset af både egen læge og en vagtlæge, som begge mente, det bare var et maveonde. Men jeg insisterede på at blive indlagt. På sygehuset spurgte de om, hvorfor jeg ikke er kommet noget før– for det var da ret tydeligt, at jeg havde stomibrok…
Mens jeg var indlagt, besluttede jeg mig for, at nu skulle det godt nok være slut med at gå hos dårlige behandlere. Jeg begyndte at stille krav til de behandlere, jeg skulle gå hos. Jeg skulle føle mig set, hørt og forstået, og det skulle så vidt muligt være på mine præmisser og ikke deres.
Jeg startede på seksugers-forløbet, da næste hold startede. Det viste sig at være rigtig godt. Vi fik undervisning i, hvad angst var for noget, og vi lærte, hvordan man kan bruge afledningsstrategier, når man kan mærke angsten komme. En afledningsstrategi er et bevidst valg om at gøre noget andet i stedet for at lade angsten styre. En afledningsstrategi for mig var at spille computer, se TV eller mindfulness. Yogaen var også ret god. Efter nogle gange kunne jeg mærke, hvordan uroen forsvandt, og roen lige så langsomt begyndte at komme tilbage både i krop og sjæl.
En af de ting, jeg tog med mig fra seksugers-forløbet, var det at være sammen med andre, der også havde angst. Jeg behøvede ikke at forklare, hvordan jeg havde det, og følte mig rummet og forstået.
På jobcentret snakkede vi om, hvad næste skridt skulle være. Jeg havde som sagt hørt om pakkeforløbet i psykiatrien og ville gerne høre mere om det. Jeg fik en henvisning fra min læge. Efter en måneds ventetid kom jeg til visitation i psykiatrien. De mente, at jeg var berettiget til det, og skrev mig på venteliste.
I mellemtiden havde jeg været til psykiater og fortalt, at jeg skulle til visitation i psykiatrien. Det medførte så, at jeg blev afsluttet hos ham, da psykiatrien jo ville overtage ansvaret for mig, når jeg overgik til dem. Det havde jeg ikke lige set komme, der var jo lang tid til, jeg skulle starte. Jeg vidste ikke engang om eller hvornår, men følte alligevel jeg spildte tiden hos ham, så jeg var ligeglad og lod mig afslutte.
I starten af oktober 2017 blev jeg indkaldt til en konsultation hos en læge i psykiatrien. Formålet med samtalen var at finde det rigtige forløb for mig. Selvom diagnosen var svær panikangst og en svag depression, så havde jeg haft depressioner tidligere, og det havde resulteret i angst også. Derfor blev jeg enig med lægen om, at det var pakkeforløb for depression, jeg skulle starte på.
I december 2017 startede jeg på pakkeforløbet for depression. Vi var ti på holdet. Der var tilknyttet en psykolog og en sygeplejerske. De stod for hele forløbet over tolvgange fordelt på hver anden uge ud over tre måneder. Vi fik udleveret et hæfte, som behandlingsforløbet var bygget op omkring. Det var kognitiv adfærdsterapi, forklaring omkring noget teori og nogle skemaer, der skulle arbejdes med. Kort fortalt handler kognitiv adfærdsterapi om, hvordan man tænker om sig selv og sine omgivelser. Ved at blive mere bevidst omkring sin tænkning og sin adfærd kan man ændre dem, så det blivemere konstruktivt.
Det gav rigtig meget mening at være sammen med andre, som bare forstod mig, uden at jeg skulle forklare noget. Samtidig havde behandlerne rent faktisk forstand på at behandle folk med depression og angst. De tre måneder, det varede, gik ret hurtigt, og den kognitive adfærdsterapi gav meget mening for mig– specielt det omkring leveregler. Leveregler er de regler, man ubevidst styrer efter i sit liv, og som man udvikler allerede som barn. De indeholder overbevisninger om en selv, om andre mennesker og om verden. På det tidspunkt, hvor man udvikler dem, giver de mening og hjælper en med at passe på sig selv og fungere sammen med andre. Men efterhånden som man bliver ældre og situationen ændrer sig, kan levereglerne vise sig at være uhensigtsmæssige. En af mine gamle leveregler lød fx: ”Hvis jeg åbner mig op og viser sårbarhed eller følelser, så bliver jeg afvist”. Den fik jeg ændret til: ”Jeg må gerne give udtryk for mine følelser, og det er ok, hvis jeg ikke altid bliver rummet og forstået”.
Efter de tre måneder blev jeg afsluttet, da jeg klinisk set ikke længere havde depression, og min angst var under kontrol.
Efter at havde været sygemeldt i et år, var jeg nu officielt rask og måtte raskmelde mig og begynde at søge job. Det var ret skræmmende og grænseoverskridende. Jeg følte mig på ingen måde klar til at kunne klare et fuldtidsarbejde. Men sådan er systemet; enten er du syg, eller også er du rask. Da jeg var færdig i psykiatrien, efterlod det mig også i et behandlingsmæssigt tomrum. Inden jeg startede på pakkeforløbet, havde jeg fået en ny henvisning til psykiater og valgte denne gang hende, jeg havde været til udredning hos. Der var fire måneders ventetid, så det passede meget godt. Jeg havde også meldt mig ind i Angstforeningen og stod på venteliste til en selvhjælpsgruppe.
I maj 2017 begyndte jeg at gå i en selvhjælpsgruppe i Angstforeningen. I første omgang var det skræmmende at skulle møde nye mennesker. Men de var alle søde og forstående,og jeg følte mig rummet og forstået. Man kommer bare, som man er. Ingen dømmer én. Gruppen er mit frirum. Det giver mig ro og et humørboost. Dem, der har lyst, fortæller hvordan de har det, og hvad de bøvler med. De andre lytter og giver råd eller feedback, hvis man ønsker det.
Da jeg ikke følte mig klar til at kunne passe et arbejde, snakkede jeg med min nye sagsbehandler i jobcentret. Hun var meget forstående og spurgte indtil, hvad et skridt på vejen var. Jeg havde fundet et relevant IT-kursus i en kursusvirksomhed i København med efterfølgende mulighed for at tage certificering. Det var et kursus over syv uger, som kostede ca. 25.000 kr. Det var dog ikke et forhåndsgodkendt kursus. Jeg fik talt godt for min syge moster, det var både en god mulighed for at komme stille og roligt i gang, og det ville forbedre mine jobmuligheder. Jeg fik dispensation, og i maj 2017 startede jeg på kurset, og i juli tog jeg også certificeringen.Undervejs i kursethavde jeg fundet arbejde, som jeg skulle starte på 1. august.
Jeg startede hos en ny psykiater, hende jeg havde været til udredning hos. Dér er der sat en halv time af, hvor vi primært snakker om, hvordan det er gået siden sidst, om dosis på medicin er korrekt, og hvordan jeg arbejder videre, så angst eller depression ikke vender tilbage.
Jeg har været i arbejde i lidt over et år nu. Det har været en ret turbulent tid. Da jeg startede, var virksomheden i en omstruktureringsfase. Der var mange, der sagde op,og en del,der blev fyret. Der er kommet flere nye til efterfølgende. Men det gjorde mig utryg, og i en periode var jeg ret bekymret for at blive fyret. Det provokerede angsten, ikke sådan at jeg blev decideret angst, det handlede mere om, at jeg i perioder har været bange for, at angsten ville vende tilbage. Jeg har fortalt mine kolleger, at jeg har angst. Der er dog ikke nogen på arbejdet,der ved, hvad det vil sige, og jeg virker jo ikke syg.
Depression og panikangst er jeg kommet mig over. Det er to et halvt år siden, jeg sidst havde et panikanfald. Sygdomsangsten har været i ro i lang tid, men da jeg i august i år væltede på min cykel og slog det ene knæ og ben ret voldsomt, vendte den tilbage. En måned senere havde jeg en planlagt operation i næsen. Operation gik fint, men under opvågningen begyndte det at bløde ud af næsen, og de havde svært ved at stoppe blødningen. Det provokerede angsten ret meget, da de panikanfald, jeg tidligere har haft, netop var angst for at forbløde. Men blødningen blev standset, og jeg fik i løbet af nogle uger angsten under kontrol igen.
Det kom bag på mig, at sygdomsangsten kom tilbage. Jeg troede faktisk, at den var væk. Den er dog under kontrol igen, og jeg har flere værktøjer til at håndtere den med. Bl.a. bruger jeg mindfulness og vejrtrækningsøvelser, når jeg kan mærke angsten komme. Det var meningen, at jeg skulle trappe helt ud af medicinen, men da sygdomsangsten ikke er overstået, og da jeg har tendens til vinterdepression, blev jeg enig med psykiateren om at forsætte i hvert fald til næste forår.
Jeg går stadig til gruppemøder i Angstforeningen, og det vil jeg blive ved med at godt stykke tid endnu. Der er flere i angstgruppen, der har omtalt metakognitiv terapi, og jeg har faktisk også brugt det med ikke at give angsten opmærksomhed. Jeg tror den metode vil hjælpe mig videre, så jeg vil undersøge den nærmere og afprøve metoden i forhold til sygdomsangsten.
Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke. Jeg drømmer om at finde en sød pige og stifte familie på et tidspunkt. En ting jeg har lært af det, jeg har været igennem, er, at det ikke virker for mig at sætte tidsfrister på de mål og drømme, jeg har. Det, der virker for mig, er at tage en dag ad gangen og prøve at få det bedste ud af det.
