Læs bogen Metakognitiv terapi til børn med angst, og bliv klogere på den nyere terapiform, som forfatterne, der alle tre er tilknyttet Københavns Universitet, har tilpasset børn med generaliseret angst.
Umiddelbart henvender bogen sig til psykologer og psykiatere. Det forudsættes, at disse har en terapeutisk grunduddannelse, fx i kognitiv adfærdsterapi, og gerne erfaring med at arbejde med børn. Jeg vil dog mene, at almindelige forældre til børn med angst og ikke mindst voksne, der selv lider af angst, også kan have stor glæde af at læse bogen.
Har man i forvejen kendskab til kognitiv adfærdsterapi, skal man dog være opmærksom på, at der er nogle afgørende og på visse punkter modstridende forskelle på de to terapiformer, som i henhold til fagkundskaben ikke må blandes sammen. Det er vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i disse forskelle, da det ellers kan give anledning til forvirring.
Overordnet består bogen af tre dele, hvoraf første del giver en generel introduktion til den metakognitive teori og terapi, som den er beskrevet af professor Adrian Wells, udvikleren af metakognitiv terapi.
Mens man i kognitiv adfærdsterapi udfordrer indholdet af de enkelte katastrofetanker og undersøger deres sandhedsværdi, går man i metakognitiv terapi ikke ind i de enkelte katastrofetanker. I stedet for arbejder man
overordnet (på metaplan) med de antagelser, man har om selve det at bekymre sig. Man kan have henholdsvis positive og negative metakognitive antagelser.
De positive metakognitive antagelser går fx på, at bekymring holder en forberedt, eller at bekymring bidrager til at løse problemerne. De negative metakognitive antagelser går på, at bekymringer ikke kan kontrolleres, eller at bekymringer kan være skadelige. Både positive og negative metakognitive antagelser er med til at fastholde en i problemerne.
Et centralt begreb, som gennemgås i bogens første del, er CAS (Cognitive Attentional Syndrome) eller på dansk: det kognitive opmærksomhedssyndrom, som forfatterne i øvrigt kalder ”opmærksomheden kokser” for at gøre det mere forståeligt, når de henvender sig til børnene. (Jeg kunne fristes til at kalde det ”koks i kassen”).
CAS er en samlet betegnelse for uhensigtsmæssige måder at forholde sig på, hvad angår personens opmærksomhed (fx selvfokuseret opmærksomhed, trusselsovervågning eller forsøg på at være på forkant), tænkning (fx bekymringer og overanalyse) og adfærd (fx undgåelse, distrahere sig selv, søge bekræftelse fra andre, selvberoligelse). CAS er med til at fastholde personen i en fornemmelse af fare og frygt.
Endnu et vigtigt element i metakognitiv terapi er triggere: Tanker eller mentale billeder, der popper op i vores bevidsthed og kan udløse en lang række bekymringer, som medfører angst. Triggere har ofte karakter af negative automatiske tanker, fx ”Åh nej, hvad nu hvis...”. Alle mennesker har denne type negative tanker af og til, men det interessante er, hvordan man reagerer på dem.
Anden del af bogen er skrevet på baggrund af det arbejde, som de på Center for Angst på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet har udført de seneste år med henblik på at udvikle og tilpasse den metakognitive terapi, så den kan bruges til børn med generaliseret angst fra 7-års alderen.
Et vigtigt budskab i det indledende kapitel handler om forældrenes rolle. Børnene er afhængige af forældrene, som er nødt til at forstå barnets problematik. De skal vide, hvordan de kan hjælpe barnet, og de skal være parate til at få overdraget en del af ansvaret for barnets bedring.
Forældre vil som udgangspunkt deres barn det bedste, men de kan utilsigtet være med til at vedligeholde CAS og metakognitive antagelser. Hvis forældrene fx taler med barnet om alle dets bekymringer og overvejelser, signalerer de, at det er vigtigt at bekymre sig.
Forældrene kan også have en overbevisning om, at man ikke må tvinge børn til at gøre noget, de er utrygge ved, men de kan på den måde komme til at støtte op omkring barnets undgåelsesadfærd. (Heller ikke voksne kommer igennem angsten uden at turde udsætte sig for den i afmålte mængder, men man kan ikke forvente eller forlange, at barnet både skal træne i at være i en angstfyldt situation og oven i købet selv skal beslutte sig for at tage skridtet). Forældrene må forstå, hvornår barnet er parat til at tage udfordringen op.
Endelig er det ikke unormalt, at forældre opfordrer barnet til at undertrykke sine tanker ved at tænke på noget andet og rart, men dette gavner ikke i længden. Det svarer til, at man prøver at trykke en badebold ned under vandet. Det kræver en masse kræfter at holde bolden nede, og så snart man holder op med at kæmpe, farer bolden op af vandet igen med fuld kraft.
I terapien skal børnene lære at genkende triggere og at forstå forskellen på triggere og bekymringer. Et rigtig godt billede på dette er en bil med trailere på. Bilen forestiller triggeren, og trailerne forestiller de bekymringer, der kan opstå. Når der kobles for mange trailere på bilen, kan den ikke køre og kommer ingen vegne.
Opmærksomhedsøvelser, hvor man på skift retter opmærksomheden mod forskellige lyde i omgivelserne, er første skridt på vejen til at lære børnene, at de har kontrol over, hvor de retter deres opmærksomhed hen. Det er vigtigt, at det at flytte opmærksomheden ikke bliver en undgåelsesstrategi. Opmærksomhedstræningen får ikke triggeren til at gå væk, men den lærer barnet, at man selv kan vælge, hvor man flytter sin opmærksomhed hen.
Detached mindfulness (DM) er en helt central teknik i metakognitiv terapi. Det er en måde at forholde sig til sine triggere på, hvor man ikke forsøger hverken at kontrollere, analysere eller reagere på dem. Man anerkender deres tilstedeværelse som en mental oplevelse, man kan ”observere på afstand”.
Det er forskelligt, hvordan forskellige mennesker lettest kan praktisere metoden. Nogle foretrækker at bruge et ”slogan”, der minder dem om, hvordan de skal håndtere triggeren, fx: ”Det er bare en trigger – den kan få lov at passe sig selv”. Andre får bedst effekt ved at bruge metaforer eller mentale billeder, og her leveres en lang række gode eksempler. Selv synes jeg, at tyggegummiøvelsen er rigtig god:
Terapeuterne deler tyggegummi ud til alle børnene, som helt naturligt begynder at tygge på det. Terapeuterne instruerer så børnene i, at man godt kan have tyggegummiet i munden, uden at man behøver at tygge på det. Børnene opfordres til at prøve, og dialogen fortsætter om, hvor svært det kan være at lade være med at tygge, og hvordan man er nødt til hele tiden at fange sig selv i, at man gør det for at kunne holde op. Øvelsen illustrerer, at triggeren ikke bare forsvinder, selv om man lader være at reagere på den.
Bogens tredje og sidste del består af en manual til gruppebaseret metakognitiv terapi til børn med generaliseret angst. Og det er bestemt lærerigt at få lov at kigge den professionelle behandler over skulderen. Både forældreworkshops, hver enkelt af de otte gruppesessioner samt en opfølgende boostersession gennemgås i detaljer. Der findes også en oversigt over diverse terapeutark, arbejdsark, powerpointshows m.v., som alle er omtalt undervejs i bogen, og som kan downloades fra akademisk.dk.
Hele vejen gennem bogen forklares alle begreber og teknikker detaljeret og på en måde, så man må formode, at de fleste voksne vil kunne følge med, også selv om de ikke har en professionel baggrund. Indholdet underbygges med cases og med eksempler på dialoger mellem terapeut og barn og mellem terapeut og forælder.
Jeg kan varmt anbefale denne banebrydende bog til forældre til børn med angst og som tidligere nævnt også til voksne, der selv har angst.
På Akademisk Forlags hjemmeside finder du en læseprøve, der bl.a. indeholder den fulde indholdsfortegnelse, forordet og en introduktion: https://issuu.com/akademiskforlag/docs/metakognitiv_terapi
Af Marie Särs Andersen, daglig leder i Angstforeningen
Metakognitiv terapi til børn med angst
Af Barbara Hoff Esbjørn, Nicoline Normann og Maria Louise Reinholdt-Dunne
Akademisk Forlag 2016
Sider 168 · Pris 249 kr.
ISBN-13 9788750046226
ISBN-10 8750046225
